torsdag den 25. marts 2010

Flotte marmorerede æg til påske


Igår aftes havde Fatter og jeg bare ikke tid til andet end rugbrødsmadder, fordi vi skulle på biavlerkursus... men mere derom senere. Så mens han gik i gang med at rode med nogle garn ( til fiskeri ), kogte jeg lige nogle af hønsenes æg.

Æggene blev lagt på løgskaller, som var drysset af i løgkrukken og derefter pakket ind i staniol. Og så blev de kogt på sædvanligvis: Gryden fyldt op med kogende vand, så æggene var halvt dækket og så bulderkogt 7-8 minutter.
Da de blev pakket ud, havde de de flotteste marmoreringer og var kogt perfekt "muttersk".... og her må jeg lige prale lidt. For et par dage siden kom Lillepigen hjem og fortalte, at en dejlig knægt fra klassen havde sagt, at Lillepigens mor bare lavede de bedste æg i hele verden !!! En anden pige fra klassen havde så bidraget med, at Lillepigens mor også lavede verdens bedste kødsovs. Wauw. Tænk at få sådan en ros.

Nå men jeg kunne huske, at jeg engang havde læst, at man også kunne pakke en vintergæk ind over ægget, og at der så ville komme en aftegning af denne. Nixen bixen. Det virkede ikke. Til gengæd kan man farve dem pastelfarvede ved at pakke dem ind i silkepapir istedet for løgskaller.
Men her til påske ser det flot ud at dække et påskebord med sådanne marmorerede æg. Lav derefter en lille rede af tørre lange græsstrå fra grøftekanten og læg æggene derpå. Bare sno stråene 1½ gang rundt om hånden og stik enderne ned gennem reden, så de skjules af ægget. Hvis du skriver navn på æggene med flotte bogstaver, kan de bruges som bordkort. Til bordpynt bør æggene koge i rigtig lang tid.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Værs´go ordet er dit nu:

På natbordet lige nu

På natbordet lige nu
Gode bøger