tirsdag den 29. juni 2010

Hønseslagtning. Ikke for sarte sjæle.

Godnat blev der sagt til de intetanende fine høns.

De har haft et godt liv med adgang til frisk græs og jord hver eneste dag.





Men nu er det forbi.

Fatter hentede dem en efter en, mens de stadig lå i deres lune høkasse og sov.

De fik et bedøvende slag i hovedet og fik derefter hovedet skilt fra kroppen.

Jeg stod indenfor og sørgede for at lade vaskemaskine, vandhane og microovn køre for fuld knald. Ville ikke risikere at høre noget.


Men jeg hjalp med at pille fjerene af dem g gøre dem klar til fryseren. Det var en underlig fornemmelse, når de stadig var varme.
De vejede ca. 3 kg hver og har kostet os 31,- kr. pr. stk. incl. mad og indkøb af kyllinger.

På trods af, at de havde nogle gevaldigt tykke ben, kunne de ikke ret godt stå på dem, selvom vi havde sørget for rigtig mad til dem. Kratholt Fjerkræ firma havde godt nok fortalt os om dette fænomen.

Næste gang vil vi ikke have sådanne høns. De skal kunne gå frit rundt, når de nu har muligheden for det. Det andet er ikke rigtig dyrevelfærd.

mandag den 28. juni 2010

Den hjemvendte søn

Nu er Sønnike vendt hjem efter 2 år på efterskole, og han har rykket sig så enormt meget..... heldigvis til den gode side.

Med sig havde han et halvt værelse med vasketøj, en masse gode minder - og så lige en ny mobil telefon.

Nu vil vi nyde ham og hans gode humor i sommerferien, inden han drager afsted igen på nye togter.

søndag den 27. juni 2010

Den første honning høst.

Idag oprandt så den store dag, hvor vi for første gang i vores liv skulle se, om der virkelig var honning i bistaderne.
Fatter havde kludret i det og ved en fejl ladet dronningen spankulere frit omkring i det ene stade. Hun kunne altså lægge sine æg præcis, hvor hun havde lyst. Så dette stade lod vi bare stå, for vi ville ikke have honning med yngel i.


Da vi kun havde ét sølle magasin at høste fra, fik vi kun en lille portion honning ud af det. Omkring 4 kg.
Men til gengæld er det ikke almindelig honning.

Vi valgte nemlig at købe en presse fremfor en slynge, fordi vi så fra start får et special produkt.

I presset honning kan der være 10 gange så meget pollen og dermed får honningen mange flere skønne aromaer fra de forskellige blomster, hvor bierne har hentet pollen. En presset honning er også sundere end en slynget.

Nogle siger også, at honning med meget pollen i kan kurrere pollenallergikere, hvis man året rundt spiser lidt.

Så efter en fedtet omgang kørte Fatter, Lillepigen og jeg ud for at plukke jordbær. Det var en helt speciel smagsoplevelse med jordbær dyppet i nypresset honning. Det havde jeg aldrig før smagt. Men det kan anbefales - og det er lige nu, at man hos biavlerne kan købe nyslynget eller nypresset honning..... altså hos de biavlere, som kan hitte ud af at høste mere end sølle 4 kg.

fredag den 25. juni 2010

Iiih, hvor er jeg blevet tynd.

Dagens  eftermiddagskaffe er nu forandret.

Faktisk så findes kaffe slet ikke på menuen mere. Kun urte te.

Dagens evt. kage er også pist borte. Nu ligger der istedet 3 abrikoser, 2 dadler og 5 mandler og beder om at blive spist.

Og det smager jo godt, må vi alligevel indrømme. Så siden den store beslutning har jeg lagt 2 kg og Fatter 5, så vi er bare blevet noget så tynde ;)

Nu vil jeg gå ud og så nogle flere rodfrugter i haven, så vi kan fortsætte den gode vej.

mandag den 21. juni 2010

Billigt hus

Fatter og jeg kørte forbi dette fund og måtte simpelthen vende bilen for at kigge efter endnu en gang.
245.000 DKK !!!

Så billigt hus har jeg vist aldrig set før. Et godt Hjem
 har det på listen, men af en eller anden grund er der overhovedet ingen billeder af huset inde fra. Hvorfor mon ?....

PS. Huset står ikke skævt - det blev bare taget i fuld fart med Fatter bag rattet i et sving.

søndag den 20. juni 2010

Åben park hos Humlemagasinet.

Imellem regnbygerne idag besøgte Fatter, Lillepigen og jeg de åbne tema haver hos Humlemagasinet.
Lillepigen bemærkede tørt, at det da vist ikke var et sted for børn, da vi ankom, men hun endte med at synes, at turen havde været fino. Det var nok i det øjeblik, at hun slæbte af med en 3 liters bag in box æblemost.
I en smuk Rhododendron have lå denne grønne eventyr sø.Flere købmænd havde fundet vej hertil og solgte deres varer fra boder. Vi købte lækker lemon honning og honning kompot. Lidt skørt, når vi nu selv har bier herhjemme. Men vi vil gerne smage på specialprodukter. Det er altid sjovt at udfordre ganen. Fatter begyndte straks at fable om sin gamle drøm om at lave øl selv, da vi kom gennem humlehaven. Hvis det ville blive ligeså fint som her, kunne han såmænd også godt brygge et par tønder øl.Endnu en af tema haverne, som jeg ikke lige husker navnet på. Men flot det er det da.

lørdag den 19. juni 2010

Pesto på ingen tid.

Idag var det tid til at lave pesto - Det skreg basilikumplanterne i drivhuset i hvert tilfælde på.En stor skål blev fyldt med basilikumblade og lidt stilke, og så var det bare at smække tingene i en blender.
Der blev 7 portioner + den, som vi spiste på pasta idag. De 7 blev frosset ned og kan tages op efterhånden, som vi får lyst.

Opskriften på én ( vi lavede en syvdobbelt portion )portion lyder:

1 håndfuld basilikum
½ fed hvidløg
2 ss smuttede mandler
½ tsk citronsaft
1 ss olivenolie
40 gr. Primadonna ost
salt og peber

Endelig: Slik, som slanker.

Lillepigen er i nat vendt hjem fra London, hvor hun har været i den sygeste slikbutik.

Besøg butikken her.

Foruden tyggegummi med baconsmag kunne man købe disse lækkerbidskner, som Sønnike skal have i gave, når han kommer hjem igen på besøg.

Der er en flot blå slikkepind med blåbær smag og indlejret fårekylling, og i den lille pose er der mindsandten 2 forskellige insekter indsvøbt i både hvid og lys chokolade.

Normalt kan jeg ikke holde fingrene fra det mindste stykke slik, hvis det er i huset. Men disse her rører jeg ikke.

fredag den 18. juni 2010

Kanon Canon

Så fik jeg fat på et lille bitte fint kamera, som lige kan ligge i lommen og hives frem i enhver situation. Et Canon Power Shot A1100 IS.

Det kostede kun 689,- i Føtex og er så simpelt, at jeg allerede kender alle knapper.

Så nu er der ingen undskyldninger mere.

Nu kan det være nok.

Efter at have talt med min svigerinde idag, må det være nok !!

Hun beretter ( alt for ) stolt, at hun nu har tabt 5 kg og hendes mand 6. Og begge er de i forvejen magre som cykler.

Hun guider mig ind på Lene Hanssons side, hvor jeg finder ud af i en test, at min krop i nattens mulm og mørke har sneget sig ind i feltet OVERVÆGTIG.

Så nu er det nok. 17 mavebøjninger og en tur i Føtex´  grøntafdeling har skudt livsstilændringen i gang.

torsdag den 17. juni 2010

Edderkoppe unger i massevis. GYYYS.

Først sad de ligeså pænt og puttede ved hinanden. I næste øjeblik i fuld firspring væk fra det lille drillende vindpust, som kom fra mine læber.

Husker med gru for år tilbage, hvor sådan en rede landede i håret på mig.

onsdag den 16. juni 2010

Når man tænker på, hvad andre tænker om en.

Øv, nogle gange kan man ærgre sig sådan over, at man ikke bare er ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om én.

Sådan havde jeg det til bi kursus idag. Her slyngede vi nemlig honning, og der var så mange stemningsfulde motiver, som kunne være vist frem her. Men næh nej ikke tale om, at jeg ville stå der som en japansk turist med mit store kamera med udskiftelige linser. Det ville ligesom ikke rigtig passe ind i "konceptet".

Det var der derimod andre, som var ligeglade med. De fik de skønneste motiver med hjem.

Jeg må lære at være ligeglad.... eller anskaffe mig et lille fikst kamera, som let kan smugles op af en lomme og i bedste spion stil knipse gode billeder.

Men I kan da nyde billedet af voksplader, som de ser ud, inden de smeltes på ståltråde og hejses ned i bistadet.

.....og en historie om slyngningen ? Den kommer, for den kræver et indlæg for sig selv.

tirsdag den 15. juni 2010

Skændselsbunken

For et par år siden gravede vi en masse græstørv af, da drivhuset skulle placeres. Svigerfar fik mig overbevist om, at de ville være pist væk forsvundet på bare et par måneder. Så jeg gik med til at placere dem nede i et hjørne bagest i haven.

Her ligger de stadig og er overhovedet ikke pist noget som helst. Tværtimod er der nu begyndt at gro nyt græs, ukrudt og et hyldebærtræ på bjerget.

Med en flok udgåede bambusser som baggrund har vi her den perfekte skændselsbunke. Men hvad er et hjem uden sådan en ? ;)

mandag den 14. juni 2010

Syltning året rundt

Hvem der dog bare havde et rigtigt gammeldags spisekammer. Med hylder overalt.
Så skulle der stå glas efter glas med syltede og henkogte ting og sager..... som man sikkert aldrig fik spist alligevel. Men de var der dog.


Nu har jeg i hvert tilfælde købt bogen der til, og den er fyldt med kendte og ukendte sylterier. Den kostede kun 79,- i Kvickly.... og der var ikke ret mange tilbage.
Hvor er det godt, at Fatter og jeg i år har lært af fejlen sidste år. I år har vi nemlig vasket og gemt samtlige små glas plus enkelte store. For jeg er simpelthen for nærrig til at betale så mange penge for et tomt sylteglas, når sæsonen er der.

søndag den 13. juni 2010

Først tog jeg hendes kæreste eje...

Jeg tog nemlig hendes søn, som her på bloggen kaldes Fatter.  
Dernæst tog jeg et billede af hendes smukke lupiner. Sådan nogle vil jeg også have, så derfor har jeg i år sået lupinfrø. 

Der går et års tid inden jeg kan vise dem frem. Men de kommer i en fin hvid farve og i en svag rosa farve. Det bliver bare så smukt.


Timian for dyr eller mennesker

For mange år siden så jeg i et haveblad en smuk smuk have - vist nok i Sverige. Her var ikke andet end sten og timian i alle afskygninger.   Da jeg ville vise Fatter det, kunne jeg selvfølgelig ikke finde billedet igen. Men jeg har aldrig glemt det. Timian er bedst i køkkenet, inden blomstring, men for Søren da, hvor er den smuk og god for bier og andre nyttige insekter, når den står i fuld flor.

lørdag den 12. juni 2010

Store udplantningsdag


Idag har det været gråligt og dermed været det perfekte udplantningsvejr. Udestuen er langt fra tømt for alt det, som skal ud i det fri, men det gav et godt hug.

Bl.a. røg de fleste græskarplanter ud. De fik noget hønsemøg fra kyllingerne gravet ned omkring sig. Det er nemlig nogle af de græskar, som kan komme til at veje mere end 100 kg. Det har de nu indtil nu aldrig gjort hos os. Men vi har heller tidligere ikke gødet dem. Gu´ ve´ hvor mange glas et syltet græskar på 100 kg fylder.....spekulerer konen med æggene ;)

Porrerne har også næsten forladt udestuen nu. Jeg tror, at der mangler en enkelt eller to bakker.
Porrer er bare det værste at plante ud. De er så nemme at så i en urtepotte, men senere kommer arbejdet. Jeg syntes idag, at det var nemmest at lirke en lille planteskovl frem og tilbage og så dumpe et par stykker i. Nogle år har jeg også brugt en spade. Blyantsmetoden synes jeg er besværlig.

Men for hunde da hvor bliver det skønt at høste sine egne porrer igen. Sidste år gad jeg ikke rode med det og ærgrede mig gul og grøn hver eneste gang jeg måtte smide en 20´er for 4 stk. i brugsen.

fredag den 11. juni 2010

Hvad man gør med dræbersnegle...

Var lige en smuttur i drivhuset for at knibe tomater og binde dem lidt op. På vejen stødte jeg på flere af disse modbydelige bæster.

En skarp saks delte dem i to. Men det er jo umuligt. Der er tusindvis af dem, og de har ingen respekt.

Ikke engang hønsene ville æde dem, selvom jeg klippede nogle af dem i små delikate stykker.

ØV. Hvad stiller man op med dræbersnegle ?

onsdag den 9. juni 2010

Drivhus på den grimme måde

Da vi startede op i drivhuset for 6-7 uger siden sådet hele noget koldt og kedeligt ud. Og det var også så koldt, at vi satte lys der ud om natten for at holde temperaturen oppe.


Drivhuset er nu nået så langt. Der er tomater, en enkelt aubergine og nogle chili planter i det. Det andet drivhus er fortrinsvis til agurker. Det kigger vi ind i senere.

Vores drivhus er ikke et pussenusse-hygge drivhus med smukke kurvestole, fin dug og små glasvaser.

Nej det er arbejdssted for drivhusplanterne. Alt er plantet i plantesække, fordi vi vil kunne tage afsted på ferie uden at nogen skal bebyrdes med daglig vanding af vores drivhus.  Her skal kasserne kun vandes op 2-4 x pr. måned.


Efter regn kommer....

Diamanterne på akelejens blade. Og jeg elsker dem. Det har jeg gjort hele mit liv. De første diamanter fik jeg på de ringe, som man kunne trække i købmandens automat, når man gik hjem fra fritidshjem om fredagen. Det var den dag, hvor jeg fik lommepenge - som regel en 5´er.

Senere i 4. klasse kravlede 3 klassekammerater og jeg over skolens mur ind til rockernes hus. Det var farligt, men udbyttet var stort. Her lå en bilrude, og en splintret bilrude ligner nemlig også diamanter på en prik. Madkassens indhold blev hældt ud, og kassen fyldt med diamanter. Dem havde jeg i mange år.

Som voksen fik jeg endelig en ring af Fatter og ungerne med en diamant i ...... og nogle år senere endnu en.

Så nu har jeg de diamanter, jeg skal bruge: Dem på fingrene, de glimtende i Lillepigens og Sønnikes øjne og så alle de, der lægger sig på havens blade efter et fedt regnvejr.

mandag den 7. juni 2010

Det er det fedeste regnvejr !!

Når næsetippen alligevel ikke kan tåle mere sol, og man nåede at udplantet en masse sommerblomster i tusmørket igår. Så er det da bare det fedeste skønne ( regn ) vejr idag.

Så slipper man for at fare rundt med vandkande/slange.

søndag den 6. juni 2010

Et rystende espeløv

Igen skete det.

Jeg lod mig overbevise om, at bistikket forleden skyldtes uforsvarlig omgang med bier. Derfor gik jeg med Fatter om i de stole, som står 3 meter fra bistaderne.

Her har vi ofte siddet. Det er bare så hyggeligt at sidde og betragte biernes flyven ud og ind ad bistadet.

BRRRRZZZZZ !!¤"" Åh nej endnu en bi, som har forvildet sig ind i min strittende paryk. Fatter prøver at skille håret, så den kan finde ud igen. Men den vil bare dybere ind og ender selvfølgelig med at stikke.

Så nu er jeg skræmt. Bare en bi summer i nærheden, farer jeg sammen. Og jeg skal aldrig mere sidde omme i hyggekrogen ved bistaderne.

Min gamle far ringede her til aften for at fortælle, at vi kunne få en helt gratis bifamilie. Den var stukket af fra ( sværmet ) hans nabo. Og naboen ville ikke have den igen.

Jeg blev langt om længe overtalt til at tage med ud efter den, men var ganske skrækslagen ved tanken. Gudskelov var den fløjet videre, da vi ankom, og der hang kun en smule af deres bygning i ligusterhækken.

Hvor kan glæden ved at holde bier dog hurtigt blive vendt.

torsdag den 3. juni 2010

Så skete det.


Fatter og Lillepigen var gået i bierne ( underligt udtryk, men sådan siger man altså ) De var begge fuldt udstyret i bidragter, støvler og handsker.

Jeg deltog skam også. Men uden alt det sikkerhedsudstyr. Jeg er nemlig usårlig. Bierne kan på en eller anden måde mærke, at vi er venner, så jeg er ikke bange for dem..... det var jeg i hvert tilfælde ikke før.

Desværre kom der en adfærdsvanskelig bi styrtdykkende lige ind i parykken på mig idag. Jeg tog det stille og roligt, for bier stikker kun, hvis de bliver klemt. Den summede rundt og gjorde så noget meget meget dumt.

Den stak mig !!! Jeg er stadig i chock over, at den kunne finde på det, når den nu ved, at den selv dør efter sit stik. Kun hvepse kan overleve og kan derfor stikke igen og igen og igen.

Det føltes på ingen måde bare som et myggestik, som nogen påstår. Snarere som en vaccination, som bare blev pumpet ind i en halv time.

Møg bier. Nu har de bare at rasle op med noget ordentligt honning !!!

tirsdag den 1. juni 2010

Trælse kedelige majs


Lillepigen og jeg cirklede længe rundt i Kvickly idag. Vi var forbi bunken med majs hele 3 gange, inden de røg over i vognen.

De så simpelthen så halvvisne og grålige ud. Men nu er jeg en hund efter majs, så tilsidst overbeviste jeg mig selv om, at de nok var bedre indeni. Hvor dum kan man være ??!!##

Majsene blev kogt på sædvanlig vis en 10-15 minutters tid uden salt ( da det skulle gøre dem seje ). Men end ikke det drivende smør formåede at gøre dem saftige.

Nej majs skal spises samme øjeblik, de høstes. Disse var vel høstet i de varme lande for 14 dage siden. Så jeg håber, at mine udplantningsmajs ( der i øjeblikket desværre er blevet ½ m p.g.a. vejret ) når at kaste nogle trillebørfulde majs af sig.

Færdig arbejde !!....næsten

Så er kyllingernes hjem ved at være færdigt. Deres sovehus og regnvejre hus er i hvert tilfælde færdigt. Taget kan åbnes, og der er håndtag i siden, når det skal flyttes rundt. Det ligger nu nok i den tunge ende, og man skal være 2 til at bære det.

Opholdsrummet er også transportabelt og mangler endnu noget håndtags-halløj at holde i, når det skal flyttes til ny mos begroet plads på plænen. Og så mangler vi at få købt noget tråd til den sidste del af taget. Lige nu må nogle gamle aflagte vinduesskodder klare det.


Fatter har lavet et snildt lukkesystem, så man kan hejse en lem ned for natten, der lukker af for ræve og andre skavanker. Hvis man brænder for at hente sine egne æg, genbruge husholdningsresterne og få god gødning til haven, så kunne sådan en løsning være god. I de få perioder, hvor vi har været hønse-fri, har vi helt klart manglet dem. Og køber man nogle smukke høns, er det totalt afstressende at sidde og betragte dem.

På natbordet lige nu

På natbordet lige nu
Gode bøger