mandag den 5. april 2010

Basilikum i vindueskarmen




Idag er de basilikumsfrø, som jeg tidligere såede blevet så store, som du kan se på billedet. De står mega tæt, men først senere deler jeg dem og planter dem ud hver for sig eller i små-klynger - og så eksploderer væksten.


Min ynglings basilikum er Sweet Genovese, men ofte afprøver vi også andre slags.


Jeg kan allerede dufte basilikummen, når jeg stryger fingrene henover bladene. Uhm. Der er pesto i vente.



søndag den 4. april 2010

Spaniolerne har da intet at lave.


Idag er det bare så trist og regnfuldt udenfor, at ingen gider at bevæge sig udenfor.


Fatter læser om badebukse-bier på internettet, så dem kommer I til at høre om senere. Og jeg selv mærker kun mavens rumlen midt i denne kedsomme søndag.
Igår købte jeg heldigvis en pose saltede solsikkekerner. Dem har jeg ikke tidligere smagt, men jeg husker dem fra barnsben. Da vi var børn, ferierede vi ofte på Mallorca, og her gik folk rundt om aftenen i deres stadstøj og spiste sådan nogle kerner. Nu tænkte jeg så, at de måtte have et eller andet over sig, siden de var så hotte på Mallorca dengang.
Men sikke en skuffelse. De smager ok fint, når man lige putter dem ind i munden. Jeg tænker, at det vel ikke kan være meningen, at man skal sidde og pille de bløde bitte små kerner ud af de hårde skaller og tygger nogle hele kerner. Med munden fuld af splintrende kernedele, indser jeg, at det nok ikke er en god ide at få disse ned i maven.
Nu har Fatter overtaget hele posen - han har alligevel ikke andet at lave end at pille solsikkekerner ud, mens han læser om badebukse-bierne.
Vi andre kan så glæde os lidt til at skulle på gammeldags kro i aften og spise gammeldags mad.

lørdag den 3. april 2010

Birkesaft mod allergi

Som mange andre danske familier er vi også ramt af allergi. Alle har høfeber i større eller mindre grad - nogle så slemt, at de vælger at sidde indendøre på de skønneste sommerdage med lukkede vinduer, vat i næsen og evt. dykkerbriller på.

En af de store syndere er birkepollen, så i år efterprøver vi et råd, som siger, at 2 glas birkesaft om dagen vil mindske eller helbrede birkepollen allergien.

Idag fik vi de første glas. Det smagte ikke rigtigt af noget. Mindede måske lidt om noget dovent vand. Dette er en af de første tapninger på året, og der forkyndes, at smagen bliver kraftigere, når vi når længere hen på sæsonen.

Vi vil prøve at koge det ind til sirup. Det lyder smukt med "Birkesirup". Men lige nu drikker vi det altså natural.



fredag den 2. april 2010

Ålerøgning


Så er dagens ål blevet røget over bøgesmuld. Normalt kommer der også brændenælder på, men det er for tidligt på sæsonen endnu.

Det har taget mange mange mange dage og nætter at fange ålene, men når de en dag som idag hænger på deres pinde, er det hele arbejdet værd.

Eneste problem lige nu er, at de har tendens til at falde ned ad pinden undervejs. Heldigvis har vi en rist i røgeovnen, som afslutter faldet, men alligevel er det irriterende. Der er dog udtænkt en ny opfindelse af mændene, som den ene ( der er smed ), vil lave en model af.

Når man hele tiden får hånden i en åle-rede


Gennem længere tid har det været noget så kedsomt at stikke hånden i vores kummefryser. Hver evig eneste gang har man nemlig fået fat i enten en pose stikkelsbær eller en pose med slagtede ål.

Idag skal der gøres noget ved det. Ålene er taget op igår og har ligget i engelsk lage i nat og havørreden hænger nu og lufttørrer i flue net i garagen. Om lidt skal de alle en tur i røgeovnen.
En gnaven nabokone har allerede demonstrativt været henne og stå i vinduet, da Fatter og vennerne tændte op. Det sker kun 1-2 gange om året og alligevel bliver hun sur og tvær hver gang. Det kan være vanskeligt at have tætboende naboer nogle gange.
M.h.t. stikkelbærene, så ved jeg ikke lige, hvad de skal bruges til ?
Som barn fik vi altid 2 retter mad derhjemme, og ofte var 2. ret stikkelsbærgrød.
I mit voksenliv har jeg vist aldrig fået stikkelsbærgrød, men Fatter lavede en portion for nogle måneder siden. Jeg ved ikke, hvad han har puttet i - han eksperimenterer alt for ofte med sådan noget - men godt smagte det ikke. Hverken Lillepigen eller jeg ville spise op.
Nu prøver jeg så lige selv en dag at lave stikkelsbærgrød på en rigtig opskrift og ser, om det ændrer noget. Ellers må alle stikkelbærbuskene lade livet til fordel for f.eks flere ribs buske.

På natbordet lige nu

På natbordet lige nu
Gode bøger