Kunsten at nå det det hele.

Der var et år, hvor jeg ikke nåede at få sået, hvad jeg gerne ville. Det svarer jo til juleaften, når alle er sat til bords, at finde ud af at man har glemt at lave ris a´la mande.

Siden dengang, har jeg altid været lidt småstresset fra januar til juni. Det er simpelthen så surt at opdage, at det er for sent at så tomater, chili eller andet, som man gerne ville have haft, for så må man vente et helt år.... medmindre man tager til takke med de ting, som Brugsen faldbyder.

Så idag er en vidunderlig dag, for da har jeg nået at ompotte næsten alle tomatplanterne, chili, peber og aubergineplanterne. Jeg har været hård i år og kun lavet 2 potter af hver slags + det, som jeg havde lovet væk til familie og venner.

Jeg lavede alle plantepindene klar herinde og hev hele molevitten med over i carporten, hvor vi har et plantebord. Så stod vi der ( trods det fine vejr ) og småfrøs lidt planterne og jeg. Men efter at have fået større potter og nyt jord fra nogle overvintrede plantesække, kom de med ind i varmen igen. D.v.s. at i nat skal de sove i den uisolerede udestue. Tidligere har de hygget sig i stuen sammen med os andre.