Usynlige bier og høns.

Igår kom så den store dag, hvor Fatter fik lov at hente sine 2 bi familier. Selv kunne jeg desværre ikke komme med, da jeg havde en aftale med nogle søde ex-kolleger fra Odense om lidt mad og drikke på Cafe kræz i Odense. Jeg ville nu ellers gerne have oplevet begge dele, og havde jeg kendt slutningen på min aften, havde jeg måske valgt bituren..... men mere om det om lidt.

Fatter og Lillepigen fik hjembragt 2 flyttestader med hver 6 tavler i og til hver den nette sum af 1250,-DKK pr. stk. De er nu placeret omme ved hønsene, som stadig er skræmt fra vid og sans og stort set ikke vover sig ud i hønsegården.

Det har været koldt og regnfuldt idag, så kun få bier har vovet sig ud fra det ene stade. Fatter er meget bekymret for det andet stade, hvor ikke så meget som en enkelt bi har stukket hovedet frem idag. Vi har lettet på låget og konstateret, at der er bier i.

Flyttestaderne er ganske simpelthen rædselfulde. Det var i hvert tilfælde ikke, hvad jeg havde forestillet mig at have bier i, da vi begyndte at spekulere i de væsner. Jeg havde drømt om ægte romantiske trugstader.

Tilbage i Odense, så endte jeg den rigtig hyggelige tur med at sætte mig ind i et forkert tog. Det var klaprende koldt, og traditionen tro havde jeg fået for lidt tøj på til udendørs ophold. Derfor var jeg ikke sen til at hoppe ind i et netop ankommet tog og sørme susme endda redde mig en dejlig plads uden alt for meget affald på sæderne.

Toget satte i gang, og så begyndte jeg at ane, at noget var rivende galt. Jeg var nemlig den eneste passagerer i hele toget. Meget, meget mærkelig oplevelse. Toget kørte videre og stoppede så brat op midt i midten af ingenting.

Nu var det så, at jeg tyede til at betro min frygt til Fatter over mobilen, og mens jeg gjorde dette, kom en DSB mand raskt gående gennem toget: "Hvordan fanden er det lykkes dig at komme med dette tog ?" spurgte han. Jeg forklarede, og han forklarede igen, at dette tog ikke medtog passagerer, og at det bare var kørt væk fra stationen for at blive tanket og ladet op. Her skulle det stå hele natten, men nu skulle han følge mig tilbage til stationen. Her kiggede han bekymret på mine høje hæle, mens jeg blot kiggede på mørket, som var ved at sænke sig.

Det var midt i blæst og regn hen over skærverne, at jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke bare var taget med Fatter og Lillepigen. Men hjem kom vi alle.

Imorgen bliver det spændende at se, om det sidste stade vil vise sig frem også.